Debat: Vinterdæk, ja tak
Debatten om vinterdæk har fået godt tag i læserne, og de indkomne debatindlæg til redaktionen kan vist kun tolkes én vej: Vinterdæk, ja tak:
Det kan kun gå for langsomt med den lov, og det skal gælde alle køretøjer og gælde fra 1. november til 1. april.
Leif Grøn
Bellahøjparken 26
6000 Kolding
De samme regler burde der også være for personbiler. Hvor mange gange ser man ikke personbiler, der kører med sommerdæk hele året?
Der burde laves en lov, hvor alle køretøjer skal have påmonteret vinterdæk i perioden fra 1. november og til 1.april.
Bent Pedersen
Valmuevej 4
3720 Aakirkeby
Da jeg startede i branchen for 26 år siden, havde enhver vognmand med respekt for sig selv to sæt dæk - et til vinter og et til sommer - til hver lastbil. Men de fleste vognmænd har vel sparet det væk.
Jeg kan huske fra min gamle arbejdsplads LV Transport, at når vi kom til slut-september skulle vi skifte til vinterdæk, og når vi så kom hen i marts, skiftede vi tilbage.
Men problemet ligger vel i, at der er kommet så mange udenlandske vognmænd til DK og køre, og de kender ikke til vinterkørsel, og de tjener ikke så meget, at de har råd til at sætte vinterdæk på med de priser, de kører til i DK.
Lars Ipsen
Industrivej Syd 5
6600 Vejen
Ja, så har vi den igen. Hr. vognmand sparer på vinterdæk til hans chauffører, og de skal køre på km-takst. Så tænker han jo økonomi igen, de sidder fast i ca. 15 timer, og så skal jeg jo ikke betale km-takst, så længe de sidder der i sneen og drømmer om vinterdæk.
Nej, som Steen Nielsen skriver, er et lovkrav om vinterdæk det eneste, der virker.
De har jo haft en lov i både Sverige og Norge i mange år omkring vinterdæk. Men typisk lille Danmark.
Per Kristensen
Nørresø Alle 16
6040 Egtved
Ja! Jeg kunne ikke være mere enig med de andre kommentarer, men hvad hjælper det, når diverse udlændinge kan køre frit rundt i Danmark på deres til tider blanke dæk?
Der skal strammes op, hvis der skal indføres en sådan lov, hvilket jeg er stor tilhænger af. Da jeg selv kører på vinterdæk på lastbilen, kan jeg kun sige, at det hjælper.
Jan Meiniche
Møllebakken 39, Strib
5500 Middelfart
Jeg forstår virkelig ikke problemet. Vinterdæk (som oftest kan fåes i slidbaner, og som til tider er bedre end nye dæk, hvad vejgreb angår) koster jo det samme som almindelige dæk eller slidbaner.
Men der er måske ikke helt så mange kilometer i dem, men man kan da i det mindste køre, og når jeg tænker på de der store vognmandsfirmaer og logistikvirksomheder med overenskomst-ansatte chauffører, der sidder på hver anden motorvejsrampe og ligeså ude hos kunderne og ikke kan køre pga. dårlig dækpolitik, så forstår jeg ikke, hvilken regnemaskine de firmaer benytter, for en overenskomstmæssigt aflønnet chauffø,r der har ca. 13 timer dagligt, er vel oppe og tangere 210,00 kr. pr. time gennemsnitligt. Dertil kommer så de skader, man forvolder på materiellet, og mistet effiktivitet, såsom varer, der må tages med retur for at prøve igen næste dag.
Ja, jeg tror, at det er langt dyrere end at udruste sit materiel til opgaven, og man ser det tydeligt hos de mindre vognmænd, hvor vognmanden ikke er akademiker, men praktiker.
Der ser det helt anderledes ud, de har selv prøvet turen og ved, hvad det drejer sig om. De har materiellet i orden - bare se dem, der kører Norge, ja, det eneste, der kan stoppe dem, er kun køre-/hviletiden, i hvert tilfælde ikke den smule sne, vi har.
For min egen del har jeg i alle de år, jeg har været vognmand, altid haft vinterdæk på drivaksel og styreaksel (ikke mellemaksel), og tro mig - der er himmel og hav til forskel.
Niels Jørgen Nielsen
Lyrevej 8 Vorup
8940 Randers SV
[add:176]