DAF's hybrid-lastbil er køreklar
Den første DAF LF Hybrid rullede i sidste uge ud fra DAF-fabrikken i England. DAF’s nye hybrid-lastbil kan enten køre på dieselmotor, den elektriske hybrid-motor eller en kombination af disse to systemer. DAF mener, at den nye teknologi vil kunne spare 10-20 procent i brændstof og CO2-udledning.
LF Hybrid med 12 ton totalvægt er udstyret med en 4,5 liters Paccar FR-dieselmotor, som har EEV-standard. Den elektriske motor bruger energi, som bliver lagret i batterier ved bremsning af køretøjet.
Fuldt opladet kan den elektriske motor køre op til to kilometer "på egen hånd" uden hjælp fra dieselmotoren, hvilket kan være særligt nyttigt i større byers miljøzoner.
DAF LF Hybrid er cirka 300 kg tungere end standard-modellen i "ren" diesel-version, men har stadig en laste-kapacitet på omkring 7,5 ton.
I første omgang kommer LF Hybrid ikke til salg i Danmark. DAF lancerer den i Storbritannien, Holland, Tyskland, Frankrig, Belgien og Tjekkiet. Afhængig af succesen i disse lande vil DAF overveje, om hybrid-lastbilen skal introduceres i flere lande.
[add:233]