DTL tilfreds med udskudt afgift
DTL er tilfreds med, at skatteminister Troels Lund Poulsen har udskudt kørselsafgifter for lastbiler til tidligst 2013, fordi teknologien til afgifter på, hvor mange kilometer en lastbil kører på de danske veje, endnu ikke er klar.
Danmark følger dermed Holland, som for nylig – og med samme begrundelse – droppede intelligente kørselsafgifter for både person- og lastbiler.
”Det er en klog beslutning, for det var indlysende for de fleste, at teknologien på nuværende tidspunkt er langt fra at være klar. På denne måde undgår regeringen endnu en dyr, langvarig it-sag på skatteborgernes regning. Var de blevet indført efter f.eks. tysk model, så var der røget ca. en halv mia. kr. til anlæg, drift og administration af systemet – bare for at inddrive en ekstra skat på nogenlunde det samme beløb,” siger DTL's adm. direktør, Erik Østergaard.
Han påpeger også, at kørselsafgifter på lastbiler heller ikke er grønne, som de kaldes.
”Det har for lastbiler ingen adfærdsregulerende effekt, for varerne skal jo frem, og der er ikke reelle alternativer til lastbilerne. Så dem, der havde set frem til færre lastbiler og mindre trængsel, går alligevel ikke glip af noget. Kørselsafgifter kan derimod have en effekt på personbilerne, hvad angår trængsel og adfærd,” siger Erik Østergaard.
Han tilføjer, at udskydelsen af kørselsafgifterne nu vil give politikerne tid til at overveje alternative opkrævningsformer, herunder DTLs forslag til en forhøjelse af den allerede eksisterende vejbenyttelsesafgift samt diesel- og brændstofafgiften, for det vil spare de danske transportvirksomheder for tæt ved en milliard om året og sikre staten samme nettoprovenu i afgift.
[add:180]