Minister prøvekørte el-lastbil
»Den kører fremragende« var klima- og energiminister Lykke Friis’ dom efter en tur i en af Modecs el-lastbiler, leveret af Bay Christensen A/S.
Klima- og energiministeren var på besøg hos KLS Grafisk hus forleden i anledning af virksomhedens indkøb af en elektrisk lastbil fra engelske Modec, i øvrigt som første private virksomhed i Danmark.
Derefter fulgte naturligvis en lille rundtur i Modec-lastbilen.
Det er Bay Christensen A/S, der som eneforhandler af Modec i Danmark har leveret el-lastbilen. Også hos Bay Christensen har man en grøn ambition, som beskrives af salgschef Morten Christoffersen således:
[pic:16319]»Modec-lastbilerne ændrer verden lydløst. Som leverandør af maskiner til byggeriet, industrien og landbruget er det vigtigt for os, at vi også har grønne produkter i vores sortiment. Det er uden tvivl der, fremtiden ligger, og vi vil gerne give kunderne muligheden for at vælge en grøn, fremtidssikret løsning.«
Morten Christoffersen fortæller yderligere, at Bay Christensen har pæn succes med de nye lastvogne:
»Det er naturligvis et marked, der er i dets vorden, så det er en langsom start. Men vi har da solgt cirka en Modec-lastbil om måneden, siden vi startede forhandlingen i 2009. Og vi kan mærke, at interessen vokser lige nu.«
KLS Grafisk Hus’ Modec-lastvogn skal køre rundt med tryksager, primært i Københavnsområdet. Den har en aktionsradius fra 100 km til 160 km og en lasteevne maks. 2300 kg.
[add:209]