Klar besked til vognmænd i Køge
Midt- og Vestsjællands Politi har nu givet Køge Kommune tilladelse til at opsætte skilte, der giver lastbiler ret til ærindekørsel i Køge midtby.
Det glæder DTL, der mener, det har været uacceptabelt for mange danske vognmænd – især de lokale i og omkring Køge – at de ikke har kunnet få klar besked om, hvornår ærindekørsel var tilladt.
»Det har været en lang proces, men nu glæder vi os blot til at se, at skiltene bliver sat op, så alle vognmænd ved, at ærindekørsel i Køges centrum igen er tilladt. Det er vigtigt for ethvert byliv og for transportvirksomhederne, at citylogistikken er så effektiv og miljørigtig som muligt, og derfor er lange omveje uden om centrum naturligvis en belastning, der ikke bare tager tid, men som også forårsager et noget større brændstofforbrug,« siger chefjurist John Roy Vesterholm, DTL.
[add:176]