Møde i post-sagen
De danske pakkedistributører med Danske Fragtmænd og GLS i spidsen samt DTL og Dansk Erhverv får torsdag i næste uge foretræde for trafikudvalget i sagen om den nye postlov, der vil medføre, at de danske pakkedistributører kommer til at skulle betale store beløb til Post Danmark.
»Vi skal oplyse udvalget om konsekvenserne af den nye lov, der ikke virker hensigtsmæssig, hvis man går ind for den frie konkurrence. For staten kan med den nye lov i hånden tvinge private pakke- og postfirmaer til at aflevere en del af deres overskud til Post Danmark. Det er vi stærkt imod i DTL. Vi går ind for fri konkurrence, og sunde, seriøse virksomheder skal ikke bøde, hvis det viser sig, at Post Danmark får underskud på sin pakkedistribution i fremtiden,« siger DTL's vicedirektør, Morten Lindbo.
»Vi er sikre på, at politikerne ikke har haft til hensigt at ødelægge konkurrencen på pakkepostområdet. Forslaget må derfor bero på, at der ikke har været tilstrækkelig indsigt i, hvordan branchen fungerer. Det vil vi nu gøre en ekstra indsats for at forklare politikerne, så lovens formål om at sikre et konkurrencebaseret pakkemarked kan sikres fremover,« siger Morten Lindbo.
Koster 30 mio. om året
En af de berørte virksomheder er Danske Fragtmænd, hvor organisationsdirektør Peter B. Jepsen estimerer, at det kan komme til at koste hans virksomhed 30 mio. kr. om året.
»Loven indeholder et oplæg til en betalingsordning, der skal udligne Post Danmarks underskud på pakkeområdet. Men vi har ikke lyst til at betale for det underskud, der er skabt, fordi Post Danmark har kørt med for lave priser. Vi har ca. 15 pct. af pakkemarkedet, og hvis et underskud på ca. 200 mio. kr. i Post Danmark skal dækkes ind af en lille gruppe virksomheder, som vi tilhører, og med den andel, vi har af markedet, ja så er vores regning på 30 mio. kr. Det er absurd,« siger han.
[add:235]