Debat: Overlæge langt fra virkeligheden
Det voldsomme vintervejr, som vi f.eks. oplevede sidste år, fik i sidste uge en overlæge til her på siden at lufte sin bekymring for chaufførernes søvntilstand under en travl vinterkørsel. Det har fået nogle læsere til tastaturet:
Overlægens udtalelser er igen et eksempel på en akademiker, som ikke aner noget om, hvad der foregår i det virkelige liv. Overlægen må godt have 24-timers vagter for derefter at tage på arbejde på et andet hospital.
Jeg vil nødig behandles af en sådan læge hen mod slutningen af en travl vagt. Chauffører må ikke arbejde mere end en tredjedel af den tid, og vi har jo selv beviset med os i form af skive eller førerkort.
Steen A. Jensen
Slåenbakken 12
8520 Lystrup
Det er dejligt at høre, at en læge, der kan have 24 timers-vagter, ligesom andre nøglepersoner i samfundet, der sidder og laver vores love, kan arbejde i utrolig mange timer. Og tilmed få det nævnt i både radio og tv, at nu har de forhandlet i 27 timer.
Hvorfor er det kun chauffører, der ikke kan arbejde mere end 9 timer? Ja, selv de, der forhandler vores løn og arbejdsvilkår, opnår sjældent forlig de første 30 timer. Men det er nok derfor, vi har så gode arbejdsforhold.
Benny Jensen
Enghaven 5
8300 Odder
Hvordan er det nu med lægerne - må de også kun være på arbejde i 13 timer? Eller bliver de ved, så længe det er nødvendigt?
Og der er vist også nogen læger, der kører hjem til privathospitalet, når de er færdige på hospitalet. Så husk lige at feje for egen dør først.
Og så vidt jeg ved, er der endnu ingen sneplove, der har været skyld i ulykker.
Casper Brandt
Lysholmparken 63, Osted
4320 Lejre
[add:236]