Klar til vinteren
Vejdirektoratet er allerede nu parat til at tage kampen op med sne og frost på de danske statsveje. Det foregår fra en døgnbemandet vintervagtcentral i Aalborg.
Her holder medarbejderne øje med udviklingen i vejret og temperaturen ved vejene, så de kan sende vognmænd ud med saltspredere og sneplove, når behovet opstår.
Tidligere var der seks vintervagtcentraler fordelt over landet, men de er nu samlet til én central, der tager sig af hele landet. Ved at samle vintervagten ét sted i stedet for seks steder sikrer vi et højt fagligt miljø samt bedre muligheder for en mere målrettet dialog med bl.a. Meteorologisk Institut og andre eksterne partnere.
Har været i gang
De første saltspredere har allerede været i aktion og Vejdirektoratet venter nu i spænding på, hvordan vinteren arter sig. Det store spørgsmål er, om det bliver en "normalvinter" eller en mere barsk vinter, som den i 2009-2010.
Sidse vinter slog stort set alle rekorder med 138 landsdækkende saltninger, heraf var 100 af dem efter 1. januar. Vejdirektoratet brugte 440 timer på snerydning per 100 km vej og godt 100.000 tons salt.
Klar uanset hvad
»Sidste år havde vi helt ekstraordinært travlt i vores vintertjeneste, men om vi får det igen i år er ikke til at sige. En ting er dog helt sikkert og det er, at vi er klar til vinteren uanset, hvordan den bliver,« siger Freddy Knudsen, der er fagkoordinator for Vejdirektoratets vintertjeneste.
Der er på forhånd lavet aftaler med en række private entreprenører, der stiller med chauffører og køretøjer, når vintervagten kalder dem ud. Det sker blandt andet i tilfælde af forebyggende saltning, når der er risiko for glatte veje.
[add:209]