Koreansk chauffør sejrede
Koreaner vinder den første Super Eco Driver konkurrence i Volvo Trucks Asien
Volvo Trucks har udnævnt Kim Dogyun fra Korea som den første vinder af Volvo Super Eco Driver i Asien, Volvos konkurrence i brændstoføkonomisk kørsel.
Kim Dogyun vandt over fire andre finalister i konkurrencen, der oprindeligt startede med over 1500 deltagere fra Kina, Korea, Malaysia og Thailand. Konkurrencen i brændstoføkonomisk kørsel er foregået i løbet af 2010.
Kim Dogyun vandt finalen, der blev afviklet på Volvo Demo Center i Göteborg, efter en række brændstoføkonomiske kørsler. Resultatet var 30 procent bedre brændstoføkonomi end konkurrenten, der sluttede sidst.
Stolede på sin erfaring
»Hemmeligheden ved at vinde ligger i masser af træning. Jeg trænede endda også dagen før finalen,« siger Kim Dogyun.
»Jeg stolede også på min lange erfaring som chauffør i Korea,« siger han.
Senere på dagen kørte Kim Dogyun mod nordmanden Thor Asbjørn Vigeland Larsen, som vandt den nordiske Super Eco Driver konkurrence. Kim Dogyun vandt denne konkurrence over nordmanden i et tæt opgør – han brugte 0,5 centiliter mindre brændstof.
Formålet med Volvo Trucks’ Super Eco Driver-program er at fremme både de økonomiske og miljømæssige fordele ved brændstoføkonomisk kørsel. Konkurrencerne i brændstoføkonomisk kørsel har til formål at anerkende og belønne chauffører, som fokuserer på at minimere brændstofforbruget.
[add:222]