En læser har reageret på artiklen mandag i sidste uge, hvor en vognmand efterlyser muligheder for at få hjælp til at skaffe nye kunder i butikken:

Dét at være vognmand er jo ikke samme begreb som i gamle dage, da en vognmand var én, der havde en eller to biler med tippelad, og som kørte lokalkørsel med mælk, jord, konserves, grise o.l.

Den type vognmænd findes nok ikke mere. Allerede i 70'erne, da jeg gjorde min entré i et lille vognmandsfirma, var mange af de små vognmænd med 2-5 biler en højagtet person i lokalsamfundet.

"Mit" firma havde dengang 6 biler, hvoraf de 5 kørte jord. Vi havde ca. 20 biler ude at køre hver dag, alle var nabovognmænd. Senere var det 50-60 biler, der kørte hver dag, men kun de 20 var egne biler. Resten fandt man rundt omkring i omegnen, men efterhånden som opgaverne voksede, blev det sværere og sværere at finde biler.

Vi tilbragte mange timer med at ringe rundt, og ofte blev klokken 20-21 om aftenen, inden alle biler var "i hus" til at køre næste dags opgaver. Så var dagen også 14-15 timer gammel, så intet problem med at sove.

De vognmænd, der kørte speditionskørsel, tjente heller ingen penge allerede dengang, og det er ikke blevet bedre.

I dag kappes alle om at køre så billigt som muligt, og speditørerne, som "har godset", har hurtigt fundet ud af at spille vognmændene ud mod hinanden, for der er altid én, der kan køre lidt billigere.

Så længe vognmændene ikke får fingeren ud og selv laver det opsøgende arbejde, får de ikke noget at køre med, undtaget de smuler der kan fås ved speditørerne, der har budt priserne hos transportkøberne ned til et minimum, som ingen kan eksistere af.

Der findes mange, der virkelig kan sparke døre ind hos kunderne. Desværre er de fleste nok ansat hos et speditionsfirma; men det var da en opfordring til vognmændenes egne organisationer.

Steen A. Jensen
Slåenbakken 12
8520 Lystrup

[add:38]