Nu vanker der bøder
Chauffører, der udfører erhvervsmæssig godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel) eller firmakørsel (kørsel med egne varer), er omfattet af kravet om obligatorisk efteruddannelse, og med udgangen af juni i år skal alle, der har fødselsdag den 3. eller tidligere, have gennemført uddannelse og fået udstedt et chaufføruddannelsesbevis. Har man ikke det, så vanker der bøder, når man bliver standset af politiet.
Trafikstyrelsen meddeler, at de har anbefalet politiet, at bøden er på 4000 kr. for chaufføren og 8000 kr. for vognmanden, hvis chaufføren ikke har et chaufføruddannelsesbevis og skulle have haft det. Det er nemlig vognmandens ansvar at tjekke, at chaufføren kører lovligt.
Fem dage hvert femte år
Den obligatoriske efteruddannelse varer 5 dage, som chaufføren har ansvaret for at gennemføre hvert femte år. Chaufføren kan enten vælge en pakke på 5 dage – der er brancherettede pakker – eller vælge 3 dage med obligatorisk indhold og så 2 dage med kurser fra en lang liste, som man kan vælge fra.
En dag eller begge dage kan omfatte simulatortræning hos TSU Lastbilsimulatorcenter i Vejle – evalueringerne fra deres kurser er helt i top.
I dette halvår skal chauffører med fødselsdato d. 4., 5. eller 6. i måneden gennemføre uddannelsen, og chaufføruddannelsesbeviset være udstedt inden nytår.
[add:229]