Debat: Lige regler, lige muligheder
Diskussionen om forholdene i den berygtede vognmandsbranche for biler under 3,5 ton har fået et indlæg med på vejen fra en læser:
Jeg synes, det er fint med mere kontrol og mere ordnede forhold for biler under 3500 kg, og det endda selvom jeg selv er en del af denne branche. Især er kontrol af sort arbejde på sin plads. Det er et uvæsen, som vi gerne ser ryddet af vejen!
Dog er man nødt til at huske på, at hvis man indfører samme krav til pauser, hvil osv., som gælder for lastbiler, så er det nødt til at følges med en lempelse i lovgivningen, så det bliver muligt at udstyre disse små biler med fast soveplads.
Hvis reglerne skal være de samme, så bør mulighederne også være det. Det kan vel ikke være rimeligt, at man som kurervognmand eller chauffør skal bo på hotel, fordi man ikke kan nå hjem inden for den lovlige maksimale køretid?
Så mon ikke 3F skal starte med en dialog med SKAT, som hidtil har blokeret for sovepladser i de små biler. Gør de fortsat det, så vil de ønskede regler aldrig kunne føres ud i livet.
Og så synes jeg da nok lige, man skal huske på, at fordi der tilsyneladende er store problemer inden for især pakkedistribution, så betyder det ikke automatisk, at det samme er tilfældet i hele kurerbranchen og ej heller, at det står lige så galt til over hele landet, som det er tilfældet på den københavnske vestegn. Spis nu lige brød til!
Slutteligt så gad jeg da godt have den gode mand fra 3F til at præcisere, hvori problemet består i kun at have én kunde? Der er rigtig mange kurervognmænd, der kun har én kunde, nemlig alle dem der har deres bil fast beskæftiget ved et bestillingskontor, der skaffer dem alt deres kørsel mod en vis betaling.
Faktisk foregår det jo på akkurat samme måde i den "store" transportbranche, hvor mange f.eks. kun kører for DSV, DHL, Freja eller en af de andre store speditører. Er det så også et problem?
Måske 3F skal passe på, de ikke ser spøgelser hver gang de kigger ud af deres glaspaladser.
Morten Slot-Thomsen
Blæsbjergvej 40
8722 Hedensted
[add:229]
[add:233]