Ny overførselsanhænger til Harly Mogensen
Vognmand Claus Fogh Mogensen, Harly Mogensen & Søn, Sdr. Nissum ved Ulfborg, der transporterer korn og foderstoffer over hele landet, har netop fået leveret et nyt køretøj fra Lastas i Hedensted.
Der er tale om en KEL-BERG T460k 3-akslet overførselsanhænger med tre-vejs tip for transport af containerne i en længde på op til syv meter. Hængeren har en totalvægt på 24.000 kg, og chassiset er udstyret med langvanger opsvejst til I-profiler/kasseprofiler med kraftige tiprør og tiprørsforstærkninger.
Cirka 2/3 af anhængerens længde er opbygget som 3-vejs tipramme, der er tipbar til 49 grader. Anhængeren er justerbar i bagenden til containere i længder af 6500 mm til 7000 mm i rullestørrelser på 160 mm og 220 mm.
Køretøjet er udstyret med tre 9 tons BPW-aksler med original BPW-luffaffjedring, og som ekstraudstyr er der monteret en værkstøjskasse i venstre side.
Ud over transport af korn og foderstoffer beskæftiger Harly Mogensen & Søn sig med kørsel med sand og grus. Virksomheden har fire biler.
[add:180]