Debat: En brugt bil koster også
Debatten om det danske løn- og omkostningsniveau har fået godt tag i læserne og kastet et par debatindlæg mere af sig:
Hvor er det dog befriende at læse et indlæg fra et matematisk geni som hr. Per Kristensen - lller måske matematisk geni er at tage munden lige lovligt fuld. At du i fuld alvor kan poste et indlæg her på siden, hvor du mellem linjerne påstår, at de priser, speditørerne betaler, kan dække de lønomkostninger, der er dikteret af virkelighedsfjerne 3F, hvis bare man starter med en let brugt bil uden plys og lamper, vidner i den grad om uvidenhed.
En brugt bil skal betales over en kortere løbetid, hvorfor den ofte vil være tæt på lige så dyr pr. måned som en ny, men det er åbenbart uden betydning? Lidt lamper og plys koster altså ikke det vilde over 4-6 års afdrag, så mon dog det er lige netop det, der vælter læsset. Læg dertil, at risikoen for uforudsete udgifter er langt større med en brugt bil end med en ny - hvad tror du, der giver flest penge til chaufførløn, når regnestykket gøres op?
Uanset hvor upopulært det end måtte være, så har Michael Kulke ret i rigtig meget af det, han skriver - dog hører det med, at det generelle udgiftsniveau her i landet fordrer en vis løn, men det ændrer ikke ved det faktum, at omkostningerne til løn i en dansk vognmandsforretning gør, at den ikke er konkurrencedygtig, og derfor er der to veje at gå:
Enten sænker man lønnen/lemper beskatningen, alternativt smider man håndklædet i ringen, som mange har gjort de sidste mange måneder.
At man skulle kunne tale priserne op via 3F, er noget fordrukkent sludder, det kommer aldrig til at ske, markedet sætter prisen efter forholdet mellem udbud og efterspørgsel, det hedder fri konkurrence og er grundlæggende ganske sundt.
I stedet for bare at kræve ind, som danske chauffører og 3F har for vane, så kunne man evt. prøve noget nyt, nemlig at søge andre veje for at tilpasse sig de udfordringer, der nu engang er i markedet, men det er vel for meget at forlange af "rød stue".
Morten Slot-Thomsen
Blæsbjergvej 40
8722 Hedensted
Det er vist på tide, at der er nogen, som trænger til at lære, hvad det rent faktisk koster at have en lastbil og chauffør, før der er nogen, som sidder og lukker alt deres gylle ud her.
En chauffør, som kører eksport til 55 kr. pr. time, bruger ca. 520 timer/md. = 28.600kr + 12.000km x 0.58kr/km (6960 kr.), altså i alt 35.560 kr. + løn og personaleomkostninger, 40 %, samlede chaufføromkostninger 49.800kr.
Lastbil ca. 12.000kr. i leasing/lån, diesel = 4200 liter /md. á pris ca. 6,20kr = 26.000kr/md., forsikringer, vægtafgift og vejbenyttelse ca. 5000kr./md., så alt lagt sammen i alt 92.800 kr./md.
Dette kræver en km-pris på minimum 7,73 kr. pr. km, så hvordan skal alt dette kunne lade sig gøre med priser på 6 kr., måske 6,30 kr./km?
Dumme chauffører, som ikke vil have det i løn, som de har krav på, og endnu dummere vognmænd, som ikke vil forlange prisen for deres kørsel.
Karsten Nielsen
Houvej 154
9370 Hals
[add:180]