Debat: Bus-kommentarer
Redaktionen har modtaget et par kommentarer til omtalen af den danske bus, der forulykkede i lørdags i Tyskland, hvorved tre passagerer blev dræbt:
Eksempel:
To busser kører til Østrig. Her har rejsebureauet bestilt frokost til gæsterne næste dag til aftalt tid (præcis), da andre busser ankommer med et kvarters interval til hotellet.
Bus 1 når frem til den tid, rejsebureauet har planlagt og får ikke bøde for overskredet køretid.
Bus 2 mener ikke, han kan forsvare at køre mere end 60/65 km/t, da sneen vælter ned, og ankommer til hotellet 1½ time for sent. Han får en røffel, frokosten er droppet pga.tiden, og køretiden er også blevet overskredet (evt. bøde).
Og det samme på returrejsen! Glat føre er ingen undskyldning, hvis køretiden bliver for lang. Her står dansk politi i Padborg og Rødbyhavn og venter med stor nidkærhed (hørt i radioen) og tjekker alt. Bødetakst minimum kr. 3000 og evt. klip.
Bent Hansen
Vordingborg Landevej 6
4700 Næstved
Jeg kan ikke forstå, hvorfor busser må køre 20 km/t stærkere end lastbiler i nogle lande - ikke i Danmark, men det ser ud til, det bliver accepteret af politiet. Jeg ser i alt fald ikke nogen blive stoppet for at køre for stærkt.
Sikkerhedsmæssigt er de ikke bedre end lastbiler, og opbygningen er i mine øjne ringere, da de helst ikke må veje noget. Køreegenskaber må også være ringere, særligt med en todækker med vægten i toppen og passagerer, der går rundt mellem hinanden.
Jens Dyrberg
Østerskovvej 32, Ilskov
7451 Sunds
[add:179]