Ny partner til trafik-kampagne
DTL's kampagne ”Trafiksikkerhed i Øjenhøjde” har fået en ny partner med på holdet, nemlig Børneulykkesfonden, oplyser DTL. De øvrige partnere er fortsat Danske Fragtmænd, 3F Transport-gruppe, Volvo Lastvogne, Falck og OK a.m.b.a.
Børneulykkesfondens formål om at forebygge og mindske antallet af børneulykker i Danmark passer som hånd i handske med børnekampagnen, der som bekendt skal give danske børn en bedre forståelse for lastbiler i trafikken.
Bag Børneulykkesfonden står Codan Forsikring og landets største børnehospital, H.C. Andersen Børnehospital, der hører under Odense Universitetshospital. Fonden støtter især forskning og udvikling for at få mere viden om, hvordan børneulykker kan undgås. Desuden støttes udviklingen af behandlinger, og fonden skal også være med til at øge bevidstheden om og mindske antallet af børneulykker.
Trafiksikkerhedskampagnen går ind i sin 8. sæson i træk. Forberedelserne er stadig i fuld gang, men det ligger allerede nu fast, at der geografisk fokuseres på skolerne på Vestsjælland og Fyn i ugerne 15-20. Skolerne kan begynde at tilmelde sig fra den 18. februar.
Der bliver tre store ”Trafiksikkerhed i Øjenhøjde”- events, hvoraf det første kommer til at ligge på Sjælland i begyndelsen af april formodentlig i Næstved.
Lørdag den 29. maj er kampagnen i Jylland i forbindelse med Gammel Estrup Marked på Djursland.
Afslutningsarrangementet bliver i år afviklet på Fyn på Egeskov Slot på den årlige Falckdag 7. August.
Alle børn, der deltager i kampagnen, vil igen i år få udleveret gratis trafiksikkerhedsveste og refleksbånd.
[add:176]