Debat: Lyt til Carl Peter
Formand for FDL Christian Jensen har reageret på fredagens artikel, hvor tidligere chef for Rigspolitiets Tungvognssektion Carl Peter Frederiksen gav udtryk for, at muligheden for at kontrollere cabotage-kørsel med de nuværende regler er lig nul:
Nu er det jo godt, at det ikke alene er overskriften, der tegner indholdet og det egentlige budskab i et indlæg.
Det er også godt her i det her tilfælde med Carl Peter Frederiksens (CPF) indlæg, fordi det er jo slet ikke den totale opgivenhed, der afspejles i CPF's indlæg, det være så langt fra. Der er derimod en del håb og absolut mulige og relevante løsninger heri.
For det er jo ganske rigtigt, at alene det at være dansk vognmand med en gyldig grøn tilladelse stiller krav om, at man beviser, om man vil, at man har ret til at være på vejen.
Ja, tager man og læser Færdselsstyrelsens betingelser for tilladelsesindehavere, så er det egentlig et ret omfattende reglement, som en vognmand skal opfylde for at køre godstransport for fremmed regning.
Hvad er det så, der skulle være så urimeligt i, at en vognmand fra en anden del af EU eller længere væk fra skal bevise, at han er her i landet i lovligt ærinde?
Enhver dansk vognmand og dansk chauffør i Rumænien (om nogen dansk vognmand har råd til at sende ham derned) vil da som en selvfølgelighed have tilladelser og papirer i orden. I udlandet spørger man ikke, om man har tingene i orden. Der kommer du kun videre, dersom du har alle ting i orden. Hvis ikke, så kan du for deres skyld holde, til du rådner op i bedste fald eller betaler på stedet.
Derfor er det ikke andet end ordflom affødt af vanetænkning og magelighed, der ligger til grund for DTL's udmelding om, at CPF's forslag er urealistisk. Der afsløres ikke megen vilje fra den side til at kæmpe for sagen. Men er det menige medlem tilfreds med det, ja, så skal uvedkommende selvfølgelig ikke blande sig.
CPF's forslag kunne være et rigtig godt stykke værktøj til betjenten på landevejen i den mega kontrolopgave, der er ved at blive lagt på politiets skuldre. Jeg er helt sikker på, at mangen en politimand vil sende venlige tanker til dem, der tør stå til søs og udtrykke den enkelte vognmands egentlige holdninger til dette problem og derved medvirke til vedtagelse af regler, der gør det muligt at udføre den kontrol, som branchen i øvrigt forventer, politiet udfører.
Vil branchen ikke være med til at gennemtvinge de nødvendige kontrolmuligheder, så skam for den, der efterfølgende bebrejder politiet manglende resultater af deres kontrolopgave.
Derfor, danske vognmænd og danske chauffører, hvis du er medlem af en organisation, hvor den politisk valgte bestyrelse i dovenskab har overladt dine problemer til en håndfuld embedsmænd, så er det naivitet ud over en del grænser, hvis du så dermed tror, at det er dine ord og tanker, der fremføres på tinge.
Derfor skal jeg opfordre alle dansksindede vognmandsorganisationer og fagforeninger til at lytte til de betragtninger, som CPF er fremkommet med, og så selv komme ind i kampen med meninger, holdninger og forslag til det rigtige kontrolværktøj.
Man skal ikke lytte til CPF på grund af fortiden i politiet eller som selvstændig virksomhedsejer inden for branchen. Nej, vi skal lytte til ham, fordi det er erfaren mand, der taler. Og erfaren mand er som sagt værd at gæste.
Christian Jensen
Nordvej 12
9900 Frederikshavn
[add:181]