DTL går imod 18 tons zone
Uden varsel og uden inddragen af transporterhvervet er Køge Kommune nu ved at indføre en forbudszone for lastbiler over 18 tons i stil med den, som overborgmester Ritt Bjerregaard forgæves forsøgte at indføre i København for et år siden, oplyser DTL.
DTL har derfor sendt en skriftlig klage til kommunen.
»Det er noget usædvanligt – og desuden usmart – at DTL via pressen har konstateret, at Køge Kommune med meget kort varsel har tænkt sig at indføre en forsøgsordning, hvor der i Køge bymidte via skiltning forbydes adgang for lastbiler over 18 tons.
Normal procedure i Danmark er en fornuftig dialog om en løsning, der tilgodeser alle parter og interesser,« siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo, der finder det helt urimeligt, at kommunen ikke i det mindste har taget en dialog med den lokale vognmandsforening for Køge og omegn.
»Det er også helt uacceptabelt, at en så indgribende ændring af adgangsforholdene i så stort et område, som tilfældet er med Køge bymidte, sker med ekstremt kort varsel. Vi har efter telefonisk henvendelse til Henrik Rejnhold Jørgensen, Køge Kommune, fået oplyst, at zonen træder i kraft i løbet af de kommende to uger, efterhånden som skiltene sættes op. Dette hastværk øger i den grad risikoen for at gennemføre noget uigennemtænkt og forkert,« siger han.
[add:170]