Continental satser på sikkerhed
Tyske Continental, der er en af verdens førende underleverandører til både bil- og lastbilindustrien, satser nu massivt på at nedbringe antallet af ulykker ved at sende et væld af nye sikkerhedssystemer på markedet.
Det fremgik af en pressekonference i sidste uge i Frankfurt, der havde deltagelse af en række førende, europæiske fagblade – blandt dem Lastbil Magasinet.
”Sikkerheden på vejene er vores top-prioritet i de kommende år, og vi satser voldsomt på at gøre bilister og lastbilchauffører opmærksomme på vigtigheden af, at disse systemer faktisk findes,” sagde Rolf Cramer, der er topchef for Continentals Chassis & Safety Divison.
Intelligent speeder
Continental er mest kendt for sin produktion af dæk, men har i de senere år bevæget sig mere over i udviklingen af elektroniske sikkerheds-systemer til biler og lastbiler efter at have købt en del af Siemens ekspertise inden for dette felt.
De nye systemer omfatter blandt andet en intelligent speeder til lastbiler, der ved hjælp af rystelser automatisk advarer chaufføren hvis han kører hasarderet, automatisk nedbremsning, radar-anlæg, som lynhurtigt kan scanne blinde vinler, hvor der er cyklister eller fodgængere, samt et væld af andre nyheder.
Continental-koncernen har i alt 134.000 ansatte i 37 lande, og i afdelingen for sikkerhed er der alene 27.000 ansatte, heraf 5000 ingeniører – som altså er i fuld sving med at udvikle nye sikkerhedssystemer, hvoraf de første ventes på markedet allerede til næste år.
[add:166]