23948sdkhjf

Kæmpeportioner i Padborg

Rygterne talte sandt: Route 45 i Padborg kræser om chaufførerne med store portioner og flot service 

Det gode rygte var løbet i forvejen, for vi havde hørt mange fugle pippe om, at Route 45 i Padborg tilbyder rigtig god og veltillavet mad og endda til en billig penge.

Så vi startede bilen og kørte en tur til Padborg for at se, om de mange roser kunne stå for en prøvesmagning og test af stedet.

»Route 45 – nok Danmark bedste diner« – sådan siger de selv på hjemmesiden. Det er selvfølgelig at tage munden meget fuld, men langt hen ad vejen holder udsagnet skam vand.

Dineren er placeret tæt ved et stort Shell tankanlæg, med gode parkeringsmuligheder for lastbiler.

Den ene side af cafeteriet er indrettet efter amerikansk forbillede, med en række højryggede sofaer, hvor man sidder rigtig godt, og væggene er dekorerede med billeder af bl.a. Marilyn Monroe – jo, her er skam også noget for husarerne.

Route 45 opererer med dagens middag til en pris af kun 58 kroner.

Denne blæsende og regnfulde septemberdag stod middagen på millionbøf, dog med et italiensk tema, idet der var brugt pasta i stedet for kartofler.

Pastaen var al dente, det vil sige, at den gjorde modstand, og kæmpeportionen med kødsovsen yderst velsmagende og delikat. Der var intet grønt til, men skidt pyt, vi er jo ikke alle kaniner.

Dagens middag varierer fra dag til dag, for eksempel frikadeller med rødkål og hvide kartofler, eller baconbøf med ristede kartofler.

Desuden er der et pænt stort á la carte kort, hvor dyreste ret er Steak 45 og engelsk bøf, begge til 118 kroner. Igen en yderst rimelig pris.   [pic:15082]

Flot service

Route 45 kan også byde på et flot morgenbord med alt, hvad hjertet kan begære til 52 kroner, og desuden en rigtig amerikaner-brunch med bacon, luksuspølser, røræg og stegte kartofler til 65 kroner.

Jo, ingen behøver at sulte eller få ondt i pengepungen hos Route 45.

Sammen med middagen fik vi det obligatoriske glas cola og en kop kaffe, og alt i alt løb regningen op i 87 kroner, det kan vist ikke gøres meget billigere.

»Du er velkommen til at tage alt det kaffe, du vil,« sagde den yderst venlige dame bag skranken, og senere kom hun ned og gjorde opmærksom på, at jeg kunne benytte det trådløse internet i en time. Ganske gratis.

Det er flot service!

Toiletterne var rene, og i øvrigt er det gratis at tage brusebad, og Route 45 råder også over en spillehal, endda med rygekabine og gratis kaffe.

Alt i alt talte rygtet altså sandt, og Route 45 i Padborg kan så absolut anbefales.

Du kan læse mere om stedet på ”http://www.bestdiner.dk” www.bestdiner.dk , og hjemmesiden er faktisk den eneste malurt, vi kan dryppe i bægeret.

For sjældent har vi set så mange stavefejl - her kan Route 45 godt tage og oppe sig...

Route 45, Lejrvejen 6, 6330 Padborg [pic:15081]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063