Debat: Ministeren og toiletterne
Mandagens artikel “Der er skam toiletter nok” har fået Hans E. Kratholm Rasmussen, Holstebro til at sende denne kommentar:
Undersøgelser tjener som regel det formål at overbevise den undrende befolkning om, at jorden er flad som en pandekage, hvis det er det, den, der har bestilt undersøgelsen, gerne vil have os til at tro.
Skal myndighedernes svar tolkes derhen, at vi roligt kan anvende de nedlagte rastepladser, fordi de i virkeligheden slet ikke er nedlagt, men bare ser ud til at være det?
Og mens vi er ved troen, så tror jeg gerne, at Lars Barfoed mener, der er tilstrækkeligt med faciliteter langs de danske veje. Når Barfoed rejser rundt i landet, sker det i ministerbil, og der står altid et hotelværelse med eget bad klar for enden af ruten.
Han har aldrig prøvet at stå som nummer ti i køen foran en møgbeskidt brusekabine, hvor en eller anden mindrebemidlet kollega østfra har neglet bruseren, så der kun er slangen tilbage, og hvad man ellers kan blive udsat for som chauffør.
Det er rent ud sagt møgirriterende, at man så ofte skal bruge en time af sin sparsomme hviletid på noget så tåbeligt som at at stå i kø efter et bad. Og det er heller ikke specielt morsomt at holde sit nattehvil på en rasteplads, hvor der ikke er mulighed for at komme på toilet. Det tror jeg også godt, ministeren ville kunne forstå, hvis han altså evnede at se vores hverdag for sig.”
Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
7500 Holstebro
[add:146]