Retssikkerheden i fare
Trafikanter, som stoppes i en fartkontrol med laserpistol, kan ikke få dokumentation for, at de faktisk har kørt for stærkt. Domstolene har fuld tillid til politiets udsagn. Det svækker bilisternes retssikkerhed, mener FDM.
Mere end 38.000 bilister har i år fået en fartbøde efter at være blevet målt med politiets laserudstyr. Det halter dog med at dokumentere lovovertrædelsen, da politiets udstyr hverken har indbygget hukommelse eller kamera.
»Overtrædelse af færdselsloven skal naturligvis straffes, men bøder skal udstedes på korrekt grundlag. Især med klippekortsordningen kan en bøde have store konsekvenser.
Derfor er det rimeligt at forlange, at de udførte målinger kan dokumenteres, så ingen kommer til at hæfte for andres overtrædelser eller på grundlag af forkerte målinger, ellers er bilisternes retssikkerhed for ringe«, siger Thomas Møller Thomsen, administrerende direktør i FDM.
FDM kan fortælle om en bilist, som politiet havde målt til at have kørt for stærkt. Der var skrevet forkert tre steder i bødeforlægget, hvilket fik bilisten til at tvivle på, om betjenten også havde målt hastigheden forkert.
FDM førte sagen, men Københavns Byret dømte uden dokumentation og tillagde det ikke betydning, at betjenten havde begået fejl.
[add:119]