DTL: Klog beslutning af politiet
DTL kalder det en klog beslutning, at Københavns Politi har afvist en tvangsrute for lastbiltrafik fra Københavns Havn gennem Gentofte fra 1. december.
Ruten er ellers blevet vedtaget af det rød-grønne flertal i Københavns Borgerrepræsentation på trods af relevante trafiksikkerheds-modargumenter fra bl.a. Dansk Transport og Logistik (DTL). Derfor er DTL da heller ikke ked af Københavns Politis beslutning.
Københavns Politi begrunder sin beslutning sådan over for Erhvervsbladet:
”Sagen vedrører også Gentofte Kommune og Nordsjællands Politi. Så vi kan ikke alene godkende en tvangsrute i Københavns Politi. Det fremgår helt klart af færdselslovens paragraf 92”, siger vicepolitikommissær Mogens Kjærgaard Møller.
Politiet i København har derfor i første omgang kun udskudt godkendelsen af tvangsruten gennem Gentofte.