ITD: Mautstigning en katastrofe
Det blev fredag endeligt besluttet, at den tyske vejskat, Mauten, stiger drastisk den 1. januar 2009, og det beskriver ITD som intet mindre end en katastrofe.
Den gennemsnitlige stigning i Mauten udgør for et eksportvogntog, der kører gennem Tyskland, 55% - svarende til kr. 53.000 pr. år.
I forvejen betaler eksportvognmænd meget høje afgifter, blandt andet i form af dieselafgifter og vejskatter, når de kører internationalt. En vognmand betaler knap 400.000 kr. alene i afgifter for et typisk vogntog, der fast kører til for eksempel Italien.
»Det er urimelige vilkår at give en branche, der er grundlæggende for velfærden, og som i forvejen både betaler høje afgifter, og samtidig er hårdt ramt af den økonomiske krise.
Især som randstat, hvor danske vognmænd er tvunget til at transitere Tyskland for at nå det europæiske marked, rammer den tyske vejskatsstigning hårdt«, udtaler formanden for ITD, direktør Mogens Therkelsen, Padborg.
Oven i mautstigningen venter der vognmændene en yderligere stigning i de danske dieselafgifter på 11,6 øre, også pr. 1. januar 2009.
[add:38]