Danmark er bagefter med biodiesel
»Hvorfor skal Danmark først nu til at foranstalte forsøg med biodiesel?« spørger Steen A. Jensen, Lystrup i anledning af, at Færdselsstyrelsen netop har underskrevet en række aftaler om forsøg med biodiesel. Steen A. Jensen fortsætter:
»Nu er der talt og skrevet en masse om bio-diesel i mange år. I Tyskland har man kørt på fritureolie, biodiesel og mange andre alternativer siden midten af halvfemserne.
En af mine personlige bekendte fyldte af og til planteolie på sin Opel allerede i 1995. Han var meget fornærmet, når han ikke kunne finde en BIO-tankstelle i nærheden, så røg der bare noget andet i tanken.
Amerikanske motorer, f.eks. GM's to-taktsdiesel, har kunnet køre på næsten alt, bare det kunne sprøjtes ind igennem dyserne.
Jeg har personligt haft en GM-diesel til at køre på konserveringsolie i 1971. Det ved forsvaret dog ikke; men det var en GM V8-motor, der skulle konserveres, og vi fik den geniale idé at lade den køre på dieselolie, indtil konserveringsolien nåede frem til dyserne, så den gik i stå. Dét gjorde den bare ikke.
Bagefter erfarede vi, at motoren faktisk var konstrueret til at køre på alle tungere væsker, der kunne brænde.«
Med venlig hilsen
Steen A. Jensen
Slåenbakken 12
8520 Lystrup
[add:102]