Første spadestik til nyt Scania-anlæg
Scania Danmark A/S tog i går første spadestik til et nyt Scania-anlæg i Esbjerg.
Det nye anlæg bliver et moderne serviceanlæg med sidste nye teknologi og arbejdsgange for reparation og service på alle typer lastbiler, påhængsvogne og tilhørende transportmateriel.
Serviceanlægget bygges på Måde Industrivej lige for enden af motorvej E20.
Anlægget opføres på en 20.000 m2 stor grund, og det bebyggede areal vil udgøre ca. 2.700 etagemeter - langt hovedparten værksted og reservedelslager.
Klar til modulvogntog
Anlægget får i alt fem gennemgående baner på 32 meters længde, heraf en dedikeret servicebane med en 28 meter lang smøregrav.
Anlægget er dermed fremtidssikret, idet modulvogntog på 25,25 meter og 60 tons totalvægt kan håndteres uden frakobling af påhængs- eller sættevogn.
Ud over traditionelle reparations- og servicebaner for lastbiler kommer Scania Bilers nye serviceanlæg til at rumme mange special-funktioner under samme tag. Det gælder bl.a. dækservice, hydraulikopgaver, kran- og liftefter-syn, forrudeskift, chassisopretning, akseludmåling, mm.
Klar om et år
Scania Danmark A/S står som bygherre og ejer af Scania-anlægget, mens den importør-ejede forhandler Scania Biler A/S med p.t. 17 lastbil- og busanlæg rundt omkring i Danmark får det daglige driftsansvar.
Når det nye Scania-anlæg efter planen står klar om knap et år, fraflytter Scania Biler det gamle Scania-anlæg på Energivej i Esbjerg.
Hovedentreprenør på det nye Scania-anlæg er MT Højgaard i Esbjerg.[add:38]