Udliciter politikerne
256 chauffører, der repræsenterer over 60.000 danske chauffører fra alle chaufførområder, organiseret i 3F, har i weekenden 27.-28. september været samlet til den årlige chaufførkonference i Aalborg.
I en udtalelse fra konferencen hedder det blandt andet:
”Chaufførerne ser, at deres område er blevet oplagsplads for politikere, der har opgivet at styre elforsyning, varme, bybusser, renovation, rutebusser, ambulancekørsel, patienttransport osv.
I stedet for selv at vedkende sig et politisk ansvar overlader politikerne det til private lykkejægere at forringe grundlæggende forhold i samfundet.
Chaufførerne har mærket det på egen krop, hvorledes samfundsmæssige institutioner er blevet nedbrudt inden for renovationsvæsen, kollektiv trafik, handicap og patientbefordring.
Det er på den baggrund, at chaufførerne opfordrer danske politikere til at vedkende sig deres ansvar for at drive samfundets institutioner – ellers kan man lige så godt tage hele den demokratiske tradition op til nyvurdering og udlicitere de politiske beslutningsprocesser til professionelle håndværkere.”[add:120]