EM-guld til danske lærlinge
Danske chaufførlærlinge er de bedste i Europa.
I hvert fald vandt det danske hold guld i transportteknik ved de første Europamesterskaber i håndværksfag (EuroSkills), som netop er afviklet i Rotterdam.
Det var nummer et og to ved DM for transportlærlinge, Peder Madsen fra Krangården i Holstebro og Daniel Wallenius fra K.V. Markussen A/S, Middelfart, der udgjorde det danske hold, som sejrede foran Sverige i holdkonkurrencen.
I disciplinen præcisionskørsel med trailer var de danske drenge helt overlegne. Her vandt Danmark både guld og sølv og løb i samme omgang med titlen som ”best team”.
Under hele konkurrencen blev danskerne holdt til ilden af det svenske hold, der udfordrede dem til det sidste.
I to finaler stod Peder Madsen over for svenske Anton Svensson fra Gotland, og hver gang var det marginaler, der afgjorde, hvem der kom højest på sejrsskamlen. Det blev til en flot førsteplads til danskeren i hjulskift, mens Peder måtte se sig slået af svenskeren i disciplinen gaffeltruck.[add:132]