Mere realisme omkring biobrændstof
»Europa-parlamentarikerne er begyndt at se mere virkelighedsnært på brugen af biobrændstoffer. Transporterhvervet kan kun være tilfreds med, at Europa-Parlamentet vil gøre EUs ambitiøse mål for biobrændstof realistiske.«
Det siger DTLs EU-chef i Bruxelles, Søren Hyldstrup Larsen, efter en afstemning i Europa-Parlamentet om et forslag om vedvarende energi herunder biobrændstof.
EU er ved at forberede en samlet klimalovgivning, som medlemslandene og Parlamentet gerne skulle blive enige om i år.
Parlamentsudvalget vedtog skærpede krav til produktionen af biobrændstof. Det sker for at sikre, at anvendelsen af biobrændstof bibringer reelle miljøfordele.
Desuden skal der mere realistiske mål for mængderne af biobrændstof, der skal anvendes. Endelig vil man sikre, at der kun i mindst muligt omfang bruges fødevarer som majs, soja og korn til at producere biobrændslen.
»DTL har hele tiden fastholdt, at hvis lastbilerne skal køre på biobrændstof, skal det være en reel gevinst for miljøet. Lastbilerne er ikke tjent med at udskifte råolien med biobrændstof, hvis det skaber de samme miljøproblemer og andre sociale og økonomiske problemer«, siger Søren Hyldstrup Larsen.
[add:131]