DTL´s generalforsamling: Verden uden lastbiler?
Under lørdagens generalforsamling i Skandinavisk Kongrescenter i Århus, viste DTL en opsigtsvækkende kortfilm med titlen: ”Vi kører ikke for sjov”, der meget illustrativt viste et samfund i stilstand – ingen dagligvarer på hylderne, ingen stumper i produktions-virksomhederne og så videre. 2 min. og 30 sek., så var det krystalklare budskab formidlet.
Med det afsæt, kom administrerende direktør i DTL, Erik Østergaard, i sin tale til 260 menige og delegerede DTL-medlemmer samt flere tilstedeværende politikere, blandt andet ind på den hjemlige infrastruktur.
”Man bør først sætte ind dér, hvor behovet er størst, uanset hvad man føler for regionalt,” sagde Erik Østergaard, som i lighed med næstformand for DTL, Leo Jensen, advarede mod road pricing som finansierings-løsning.
Erik Østergaard opfordrede til, at vi fra dansk side indstiller os på at bruge væsentligt flere af de midler, der allerede findes i form af indbetalte transport-relaterede skatter som investering i udbygning af veje, bane, terminaler og havne.
Miljøansvar og dummebøder
”Branchen påtager sig sin del af ansvaret for den globale opvarmning, og ud over ny teknik, der reducerer miljøbelastningen, har vi netop bidraget med en ny CO2-beregner, der på sekunder viser vejen til brændstof- og dermed også Co2-besparende tiltag,” sagde Erik Østergaard.
Ligesom DTL-formand Jørgen Egeskov Jensen, pegede Erik Østergaard på branchens fortsatte og urimelige problemer med dummebøderne på kørehviletids-området og opfordrede nok engang de ansvarlige politikere til at få genetableret lighed for loven.
Stilstand eller nedgang?
”Det overordnede indtryk af udviklingen i aktivitet og økonomi i transporterhvervet i det seneste halvår af 4. kvartal i 2007 og 1. kvartal i 2008 er positivt”, sagde Erik Østergaard.
Men sammenlignet med resultaterne sidste år, er der dog tale om aftagende vækst. Andelen af virksomheder, der har oplevet et fald i omsætningen, er næsten femdoblet i forhold til sidste års analyser, hvor kun seks procent havde fald i omsætningen.
”Et flertal af medlemmerne melder fortsat om fremgang, men hvor 60 % meldte om bedrede resultater sidste år, har kun 37 % meldt om det samme i år,” sagde Erik Østergaard.
Forventningerne til omsætningen inden for det kommende halvår peger på stagnation eller nedgang og stigende oliepriser, der betyder ringere dansk konkurrenceevne og risiko for inflation.
Vi klarer os selv
”Mens landbruget, fiskeriet og skibsværfterne nyder godt at erhvervsstøtte-ordninger, må transportsektoren klare sig selv. Det er også i orden, men så må vi til gengæld forlange en anstændig behandling til gengæld," sagde Erik Østergaard, "for vores produktivitet er gået ned de senere år, primært på grund af politiske tiltag.”
[add:4]