Hjælp til virksomheder i krise
Med projekt Early Warning, der finansieres af Erhvervs- og Byggestyrelsen, stiller staten nu en ny service til rådighed for kriseramte virksomheder.
Gennem den nye organisation kan virksomhederne få gratis, fortrolig og uvildig hjælp til enten at komme på fode igen - eller afvikle virksomheden på en måde, så ejeren ikke fastlåses i sine videre handlemuligheder.
»Det her har ikke været prøvet før, så derfor er det en slags pionerarbejde, vi skal i gang med. I Holland hjælper en tilsvarende organisation hvert år ca. 20 % af de konkurstruede virksomheder fra lukning, og kan vi opnå det samme i Danmark, vil det være meget positivt,« siger projektleder Svend Røge, der leder Early Warning på landsplan.
Lokale konsulenter
Early Warning gennemføres i samarbejde med de regionale væksthuse, hvor der i samtlige regioner sidder erfarne erhvervskonsulenter, som er parate til at hjælpe kriseramte virksomhedsejere, der henvender sig.
Og ved siden af væksthusenes egne konsulenter tilknyttes desuden et netværk af frivillige rådgivere, som yder uvildig sparring og vejledning. De frivillige rådgivere hentes primært blandt selvstændige virksomhedsejere og bliver koblet på i takt med efterspørgslen, da man prioriterer at tilknytte folk med en viden, der præcist matcher behovet i den enkelte kriseramte virksomhed.[add:85]