Meiller satser med dansk trailer
Tyske Meiller, der er verdens største producent af tiptrailere, præsenterede i sidste uge en helt ny tiptrailer, specielt udviklet til det danske marked.
Det skete hos TSU i Vejle, og her havde en række inviterede vognmænd og chauffører lejlighed til at kigge nærmere på den nye trailer og måske også slå en god handel af.
Den nye trailer har et chassis opbygget i højstyrkestål og lad udført i aluminium. Bunden er udført i en 7 mm slidstærk HB 110 legering.
Tipcylinderen har et volumen på 138 liter, der giver en løftekapacitet på 25 tons.
[pic:12760]
Med den nye trailer håber Scanbalt, der forhandler Meiller-produkterne herhjemme, for alvor at få fodfæste på det danske marked.
Veludbygget service-net
Scanbalt overtog forhandlingen af Meiller sidste år, og salgschef Freddy Hedegaard forventer sig meget af den nye trailer.
»Der var pæn interesse for traileren, og der blev også handlet på stedet,« fortæller Freddy Hedegaard, der tilføjer, at der nu er etableret et veludbygget service-net i Danmark.
I en senere udgave af Lastbil Magasinet kan du læse meget mere om den nye Meiller-trailer.[add:57]