Danske lastbiler mister fortsat markedsandele
Antallet af lastbiler med danske nummerplader, der passerer de danske grænser, falder fortsat.
De nyeste lastbiltællinger til ITD’s konjunkturindeks viser, at i 1. kvartal 2008 passerede 10.086 lastbiler hvert døgn den dansk-tyske landgrænse, over Øresundsbroen og med færgerne over Øresund og Femern Bælt.
Det er en stigning på 6,1% i forhold til 1. kvartal sidste år – svarende til 580 flere lastbiler ind og ud af Danmark pr. døgn. Den sædvanlige sæsonnedgang fra 4. kvartal til 1. kvartal udgjorde i år beskedne 1,6%.
Færre østeuropæere
44,4% af de talte lastbiler havde tyske nummerplader, hvilket er en 3,6 procentpoint højere andel end i sidste kvartal. Andelen af dansk indregistrerede lastbiler er faldet med 0,6 procentpoint siden 4. kvartal 2007 til 23,8% og andelen af lastbiler fra Østeuropa er i samme periode faldet med 2,0 procentpoint til i 1. kvartal 2008 at udgøre 16,4%.
Lastbiltællingerne, der er udført af Institut for Transportstudier, viser, at én ud af 5 lastbiler over den dansk-tyske landgrænse med udenlandske nummerplader, tilhører danske vognmænds udenlandske afdelinger.[add:4]