Øget kontrol af spritkørsel
Fra i dag og frem til lørdag den 6. april holder politiet i hele landet ekstra godt øje med trafikanter, som viser tegn på at køre i spiritus- eller narkotikapåvirket tilstand, oplyser politiet.
De tre dages kontrol er et led i de forskellige målrettede kontroller, som finder sted i løbet af året.
Er der mistanke om for meget alkohol i blodet, vil trafikanten blive bedt om at puste i et alkometer. Hvis promillen viser over 0,50, vil den standsede blive sigtet for spirituskørsel, og en læge vil tage en blodprøve.
Hvis politiet vurderer, at den standsede trafikant er påvirket af narkotika eller ulovlig medicin, vil der også blive taget en blodprøve. Vurderingen finder sted ved at politibetjenten kigger den pågældende i øjnene og vurderer pupilstørrelser og øjnenes bevægelser i forhold til lys.
[add:119]