Kommentar til forsøg med modulvogntog
Vognmand Hans Jørgen Jensen, Slimminge har sendt denne kommentar:
“Man kan undre sig over, hvordan man er kommet frem til, hvor forsøget med modulvogntog skal være.
Er det lavet til få eller mange ? Er der lavet lobbyarbejde i egen interesse ?
Er det et spørgsmål om at råbe højt (eller længe) ?
Skal det spare på miljøet ?
Fragtmændene kan selvfølgelig bruge det på de større afstande mellem landsdelene.
Havne, der har færgetrafik til Skandinavien (hvor disse vogntog er tilladt), skal selvsagt have lov.
Til korn og foderstoffer behøver man jo ikke modulvogntog.
Der kan jo heller ikke være det store behov for modulvogntog til f.eks. Vordingborg eller Køge, for nu bare at tage et par stykker.
Det må være der, hvor behovet er, at forsøget skal køre.
Langt de fleste af modulvogntogene vil man, måske til stor forbavselse, se køre til og fra Skandinavien.
Det er nok begrænset hvor mange, der vil snige sig ind i Tyskland via Padborg, Rødby eller Gedser.
Hvis man har tænkt sig, at det skal spare på miljøet, hjælper det jo ikke, at de mange biler fra Skandinavien skal køre forbi speditørernes terminaler til omkoblingspladser.
Det er da en dårlig idé, at den bil, der lige er sparet, skal trække trailere mellem terminal og omkoblingsplads/ transportcenter. Så er der vist ikke sparet noget.
For Sjællands vedkommende ligger hovedparten af terminalerne på Avedøre Holme og i Brøndbyvester. Disse to områder er ikke boligområder, kun industri. Hvorfor disse ikke er med, kan man undre sig over.
Nogen må da have sovet i timen, eller ikke vidst hvad der foregår i vores lille land.
Selv nordmændene er klar over, hvor deres forsøg skal være. Nemlig mellem grænsen og områderne, hvor de fleste terminaler ligger.
Vores skiftende trafikministre skal jo ikke selv køre til færgehavnene for at se, hvor de hundredevis af lastbiler kører hen hver dag. Nogen har jo fortalt dem, hvor behovet er ( eller måske hvem der har et behov).
Men som organisationerne siger: Nu kommer vi i gang, det er det vigtigste. Så kan de jo undersøge størstedelens behov senere. Bare begynd at løbe, så får vi retningen at vide senere.”
Med venlig hilsen
Hans Jørgen Jensen
Brdr. Jensen Slimminge ApS
Industrivej 5
4632 Bjæverskov
[add:15]