Erfaren lastbildirektør fylder 60
Det er er erfaren lastbildirektør, som i dag fylder 60 år.
Adm. direktør Jørgen Damkjær har stået i spidsen for lastbil- og busimportøren Scania Danmark A/S i 23 år, hvilket er usædvanligt længe i den branche.
Faktisk er Jørgen Damkjær den Scania-leder, der har siddet længst i samme direktørstol i hele den globale Scania-organisation.
Jørgen Damkjær er oprindeligt uddannet lastbil- og bilmekaniker, men tog hurtigt skridtet videre ved samtidig at uddanne sig til produktionsingeniør samt HD i organisation i Odense.
Startede med traktorer
Hans karriere startede som afdelingsleder hos Otto C. Jensen Jern og Stålforretning A/S i Herning, hvor han havde ansvaret for indførelsen af John Deere traktorer på det danske marked.
Herfra gik turen til DOMI A/S – først som afdelingschef og senere som direktør for landbrugsdivisionen AGRODOMI med ansvaret for John Deere importen i Danmark. I den periode var Jørgen Damkjær næstformand i bestyrelsen for Landbrugsmaskin-Importørernes Brancheforening.
Kraftigt fingeraftryk
I 1985 skiftede Jørgen Damkjær til Scania Danmark A/S som adm. direktør, og her har han lige siden sat sit kraftige fingeraftryk i hele den danske Scania-organisation, i den danske lastbil- og busbranche i øvrigt og har bidraget til at cementere Scanias position som en af markedslederne for tunge lastbiler og busser i Danmark.
Indtil for fem år siden drev Jørgen Damkjær desuden selvstændigt landbrug, og igennem årene har han bestridt adskillige tillids- og bestyrelsesposter i diverse organisationer og –virksomheder, heriblandt medlem af repræsentantskabet i det daværende Steff-Houlberg, medlem af bankrådet i Nordea og bestyrelsesmedlem og senere bestyrelsesformand for Johannes Mertz A/S i Nykøbing F.
Reception på fredag
Jørgen Damkjær har desuden i en lang årrække repræsenteret lastbilbranchen i De Danske Bilimportører, siden 1997 som næstformand i DBI’s bestyrelse. Herudover har Jørgen Damkjær i det seneste år koncentreret sig om direktørjobbet i Scania Danmark og bestyrelsesformandsjobbet i Scania Biler A/S - samt diverse bestyrelsesposter i tilknyttede Scania-virksomheder i Danmark og i udlandet.
Scania Danmark A/S markerer fødselsdagen ved en reception på det nye Scania-anlæg på Industribuen 19 i Ishøj ved København fredag den 18. januar kl. 12-16.[add:4]