Non-stop godstog mellem Sverige og Tyskland
Det første godstog, som kører non-stop mellem Sverige og Tyskland med det samme lokomotiv, er nu kørt over Øresundsbroen, oplyser Øresundsbro Konsortiet i sit seneste nyhedsbrev.
Det skete den 4. januar, og operatøren Hector Rail har indgået en femårsaftale om godstransporterne med det hollandske transportfirma Van Dieren Maritime.
De nye godstog skal køre et godstog i begge retninger mellem Norrköping og Ruhr-området i Tyskland, fem dage om ugen.
Afstanden er 1300 kilometer, og transporten tager 19 timer. Fra og med september øges trafikken med to ture om ugen mellem Västerås og Ruhr-området.
Nye lokomotiver
Hidtil har det været svært at køre nonstop mellem Sverige og kontinentet, fordi man har været tvunget til at skifte lokomotiv på grund af landenes forskellige sikkerhedssystemer. Det unikke ved Hector Rail er, at de kører hele strækningen med det samme lokomotiv.
Hector Rails direktør Mats Nyblom oplyser, at man har købt helt nye lokomotiver med sikkerhedssystemer, der kan klare kravene i Sverige, Danmark og Tyskland.
»I dag har vi to lokomotiver, og i løbet af et år vil vi have otte. Hvert lokomotiv trækker 17 vogne, som kan tage 34 trailere. Når toget kommer frem til destinationen, bliver alle trailerne kørt videre til modtagerne med lastbiler,« siger Mats Nyblom.[add:85]