Bent Højhus bør komme med dokumentation
Den aktuelle debat om lokumsaftaler har fået Hans J. Hansen, Aabenraa til at sende denne kommentar:
“Det siges ,at det bedste forsvar er angreb!
I stedet for at beklage, at han har snydt sine chauffører, og uden tøven meddele, at han straks af egen fri vilje vil efterbetale det manglende løntilgodehavende, hans chauffører tilsyneladende har - fremkommer Bent E. Højhus med en påstand om, at 3F indgår lokalaftaler, der er dårligere end den gældende landsoverenskomst.
Blot fordi Bent E. Højhus er taget med fingeren i kagedåsen, og tilsyneladende stjæler fra sine chauffører, berettiger det ham på ingen måde til at fjerne opmærksomheden fra sin egen gerning - ved at pege på andre og påstå, at de gør det samme.
Men såfremt det er korrekt, at en 3F afdeling har indgået en lokalaftale der er "dårligere" end landsoverenskomsten, har den pågældende afdeling et ansvar - men ligesom 3F øjensynligt kan dokumentere, at Bent E. Højhus har snydt sine chauffører, ville det være på sin plads, at Bent E. Højhus fremlægger dokumentation for sin påstand. Dokumentationen kunne passende offentliggøres, således at vi alle kan forholde os til påstanden.
Men når op til 30% af chaufførerne, ifølge Jørgen Christensen 3F Aabenraa, kører på alternative aflønningsformer, kunne det være interessant at få belyst, om det er unge og uerfarne chauffører, der er havnet i armene på useriøse firmaer - eller det er "gamle rotter" i faget, der tales om.
At blive snydt i løn, fordi man er ny og ikke har erfaring i jobbet, er til at forstå, og chaufføren skal i et sådant tilfælde have al mulig hjælp fra sin afdeling.
Men når det er en chauffør, der gang på gang indgår alternative aftaler - imod bedre vidende - vi taler om, bør han have lov til at sejle sin egen sø, samtidig med at 3F´s love blev taget i brug og chaufføren ekskluderet.
Det synes ind imellem som om, at det er de samme chauffører, der gang på gang skal have kastanjerne rodet ud af ilden af 3F. Næsten efter devisen - ny vognmand = ny faglig sag.
Selvom det er virksomhedens pligt at udbetale korrekt løn til aftalt tid - er chaufføren også forpligtiget til at efterkontrollere sin lønseddel, og det er mig derfor ubegribeligt, at en chauffør kan have mere end en 14 dages løn tilgode, og hvordan en 14 dages løn kan blive til både 50 og 100 tusinde kroner, er endnu mere ubegribeligt.
Ha’ en fortsat god dag - også dig Bent E. Højhus.”
Hans J. Hansen
Fiskergade 3 c
6200 Aabenraa
[add:15]