Slut på skraldekonflikt
Så bliver der atter hentet skrald, både i Århus og i resten af landet.
I går valgte de strejkende skraldemænd i Århus at sige ja til det forhandlingsresultat, som HCS, arbejdsgiverorganisationen HTS og 3F indgik natten til onsdag.
HCS har indvilget i, at der skal laves en ny sygesamtale med to ansatte, som kan tage deres tillidsmand med til samtalerne.
Selv om det ikke står direkte i aftalen, så tolker skraldemændenes tillidsmand det, som en reel tilbagetrækning af de advarsler, de sygemeldte har fået.
Skraldemændene har også været utilfredse med andre arbejdsforhold i firmaet og efterlyst dialog med ledelsen.
Aftalen sikrer, at der oprettes et sikkerheds- og samarbejdsudvalg i virksomheden.
Desuden skal der snarest holdes et møde mellem ledelse og ansatte, hvor tingene kan blive drøftet igennem.