Chauffør tiltalt efter ulykke
En 38-årig lastbilchauffør er tiltalt for uagtsomt at have påført en 17-årig pige alvorlige skader ved uforsvarlig kørsel efter en ulykke i Middelfart i november 2006. Chaufføren nægter sig skyldig.
Ulykken skete, da chaufføren skulle dreje fra trafikhavnen ud på Gl. Banegårdsvej ved halvotte-tiden om morgenen mandag den 20. november i fjor.
I retten i Middelfart forklarede chaufføren i fredags, at han orienterede sig grundigt til begge sider, inden han kørte frem.
»Min opmærksomhed var 100 procent rettet mod trafikken, for det er et svært sted at komme ud. Men jeg så hende overhovedet ikke,« forklarede chaufføren, ifølge Fyens Stiftstidende.
Lysregulering på vej
Den 17-årige pige er stadig indlagt på Odense Universitetshospital og var for medtaget til at afgive forklaring i retten. Sagen blev derfor udsat, til hun kan vidne.
Middelfart kommunes teknik- og ejendomsudvalg besluttede i øvrigt i sidste uge, at der skal arbejdes frem mod en lysregulering på stedet, hvor ulykken skete.[add:72]