Ny kæmpe til BMS
Kranvirksomheden BMS i Århus har netop fået leveret en splinterny Volvo.
Bilen, der primært skal fungere som følgevogn til BMS’s mobilkran med 300 tons i løfteevne, er en Volvo FH16 8x4 blokvognstrækker med 580 hk.
Køretøjet er godkendt til 100 tons vogntogsvægt og har I-Shift gearkasse.
BMS planlægger at spænde en bloksættevogn efter trækkeren, som skal køre med kontravægte til brug for mobilkranen. Den nye Volvo vil indgå i totalflåden og kan bruges til forskellige formål, men den primære opgave vil være som følgevogn.
Volvo'en har en 60 tonsmeter kran monteret bag førerhuset og vil som hovedregel blive benyttet som blokvognstrækker.
Chauffører med indflydelse
Kravene fra BMS, da de skulle vælge nyt køretøj var, at det skulle være et køretøj, som havde en stor motorydelse, samtidig med at det opfyldte Euro 4-emissionskravene og havde automatiseret gearskifte.
Chaufførerne, der skal køre lastvognene, bliver spurgt til råds om, hvilke præferencer de har. Det var også tilfældet, da valget faldt på den nye Volvo FH16, hvor det var chaufføren, der var medbestemmende ved valget, oplyser BMS og Volvo.
BMS har i dag 300 ansatte og regner med at omsætte for 500 mill. kr. i 2006.
Vognparken består af 120 mobilkraner, 70 lastvogne, 150 anhængere, 650 lifte, 90 person- og varevogne samt 30 gaffeltrucks.