Nyt disponerings-program
Firmaet Conteq er kommet på markedet med et nyt disponerings-program, der er helt integreret med bogholderiet. Det skulle gøre det lettere for mindre og mellemstore vognmænd at disponere lastbiler og lave tur-vejledning til chaufførerne.
Programmet OF+ er et tillægsprodukt til det administrative system OfficeFinancials. Dette system omfatter de mest almindelige og nødvendige bogholderi-funktioner.
Efter ønske fra branchen
»I OF+ har vi lavet opgaver og sagsfunktioner med tilhørende rapporter på basis af ønsker fra speditør- og vognmandsbranchen. Man kan således oprette kundeopgaver, som derefter disponeres og styres via sager, der tilknyttes vognmænd. De åbne sager og opgaver er nemt tilgængelige, således at man altid har et godt overblik,« siger Anders Jacques, der er indehaver af Conteq.
Han oplyser, at Conteq kan levere programmet på en outsourcing-aftale, så vognmanden undgår en større IT-installation.
[add:15]
»Det er kun de færreste mindre vognmænd, der har ressourcer til at holde sig minutiøst opdateret, som er nødvendigt for at håndtere den løbende drift eller løse specifikke problemer. Men med en outsourcing-aftale tager Conteq hånd om disse ting. På den måde bliver det mere overskueligt for vognmanden,« siger Anders Jacques.
Conteq er hjemmehørende i Otterup på Nordfyn og har specialiseret sig i at tilbyde outsourcet IT-drift via eget driftcenter i København og udvikling af branchespecifikke økonomisystem-løsninger.