FDE får erhvervspris
I forbindelse med Padborg Udviklingscenters generalforsamling den 7. marts 2006 uddeltes for 5. gang "Årets Erhvervspris".
Prisen for 2005 går til FDE-koncernen, der er brancheorganisationen ITD's (International Transport Danmark) kommercielle virksomhed og lokaliseret i FDE Center Padborg med omkring 100 medarbejdere.
Oplagt valg
Formanden for Padborg Udviklingscenter, bankdirektør Bjarne Axelsen, kom i sin præsentation ind på kriterierne for at modtage erhvervsprisen. Disse er flotte økonomiske resultater, vækst i medarbejderstaben, og at virksomheden/personen skal være synlig i det daglige erhvervsbillede i og uden for området. Bjarne Axelsen fremhævede, at FDE til fulde lever op til disse krav, og at FDE derfor var et oplagt valg som årets prismodtager.
Adm. direktør Jens I. Petersen modtog på FDE's vegne prisen, der består af et diplom, Piet Heins solur samt et gavekort til personaleforeningen på 2.500 kr.
Skulderklap til branchen
Jens I. Petersen udtrykte glæde over anerkendelsen og understregede, at hele personalet i ITD og FDE havde deres store andel i, at prisen i år tilfaldt FDE-koncernen.
Ligeledes betragtede han prisen som et skulderklap til alle i transportbranchen, der i det daglige gør en kæmpe indsats, for at det moderne velfærdssamfund kan fungere.