FDE tilbyder billig mobiltelefoni
FDE er nu klar med billig ”tank-selv” mobiltelefoni på nettet til især privatmarkedet. Prisen er 55 øre i minuttet inkl. moms.
FDE er den kommercielle del af eksportvognmændenes organisation ITD.
»FDE TeleTank er et helt nyt teleprodukt fra vores side henvendt til dem, som ønsker et mobilkort uden abonnement, men med minutprisen helt i bund,« siger Kim Høi, underdirektør i FDE og ansvarlig for FDE’s afdeling for teleservices. »Den billige minutpris gælder, når man taler indbyrdes med andre på FDE TeleTank; ellers er prisen 75 øre i minuttet. Opkaldsafgiften er 25 øre, og en sms koster 19 øre.«
Alt foregår via nettet
Det nye tank-selv koncept er enkelt, og alt foregår via nettet: Kunden opretter sig selv på FDE’s nye hjemmeside: www.fdeteletank.dk og beslutter sig for, om det gamle mobilnummer skal fortsætte, eller om der ønskes et nyt.
Oprettelsesafgiften på 199 kr. overføres automatisk til taletid, der betales ikke for abonnement, og der er ingen bindingsperiode. Herefter får kunden et FDE-SIM-kort tilsendt, og er klar til at tale.[add:15]
Bruger Sonofons net
Kunden sørger fremover selv for løbende at tanke sin mobilkonto op og modtager en sms, når kontoen er ved at være tom. Der kan også vælges automatisk optankning.
Det er Sonofons net, der bruges til selve teletrafikken, mens opbygningen af FDE TeleTank er FDE’s eget produkt. FDE har gennem flere år samarbejdet med Sonofon om at tilbyde rabataftaler og teleløsninger til transportsektoren.