Afstemning om nye køre-hviletidsregler
På torsdag den 2. februar stemmer Europa-Parlamentet om den endelige aftale om nye køre-hviletidsregler for chauffører. Bliver aftalen vedtaget, får det stor betydning for samtlige danske langturschauffører.
De nye regler har været flere år undervejs, men det har været svært for Europa-Parlamentet og Ministerrådet at blive enige. Aftalen er derfor et forlig, som er indgået mellem de to parter.
Da der er tale om tredjebehandling, kan der ikke stilles ændringsforslag. Europa-Parlamentet kan vedtage eller forkaste aftalen med simpelt flertal.[add:14]
Politiker beklager
Medlem af Europa-Parlamentet, Anne E. Jensen (V), har været engageret i køre-hviletidsreglerne siden starten og sad med ved de afgørende forhandlinger. Hun siger om aftalen:
»Kompromis-teksten er ikke det bedste af alle verdener, men den giver en stærkere og mere ensartet kontrol. Gennemgående er køre-hviletidsreglerne blevet mere enkle, men også mindre fleksible for manden i førerhuset. Det sidste beklager jeg naturligvis, ligesom jeg beklager, at det ikke lykkedes at sikre mere fleksible regler for bustransporten.
Vi har dog undervejs i processen fået afvist andre stramninger af reglerne. Aftalen har samlet set flere plusser end minusser, og Venstres medlemmer af Europa-Parlamentet vil derfor stemme for kompromisset.«