Bøde på 5000 euro
En dansk vognmand har måttet betale 5000 euro for overlæs, samt for at køre uden den krævede politi-ledsagelse.
I december 2004 stoppede tysk færdselspoliti fra Neumünster en dansk blokvogn, der var læsset med en kæmpemæssig kedel til et værft i det tidligere Østtyskland. Betjentene konstaterede et overlæs på 45 pct., og transporten fik forbud mod at fortsætte, skriver JydskeVestkysten.[add:14]
Skruede bissen på
Men det rørte ikke vognmanden, der senere fortsatte sin kørsel, og politiet besluttede herefter at skrue bissen på. De regnede sig frem til, at fortjenesten ved transporten beløb sig til 5000 euro, et krav man sendte til vognmanden - uden han dog reagerede.
Derefter fik politiet tilladelse til at gøre udlæg i en af vognmandens biler, og først da politiet oplyste ham om, at myndighederne ville gøre udlæg i den første lastbil, han sendte ind i Tyskland, krøb vognmanden til korset og betalte her i begyndelsen af året regningen til de tyske myndigheder.