Gris på springtur
Om det var utilfredshed med pladsforholdene, eller blot trangen til frihed, melder historien ikke noget om. Men i hvert fald mistede en lastbil på vej til slagteriet i Odense tirsdag morgen en af sine firbenede passagerer.
Det var en bilist, der kørte bag lastbilen, som pludselig så grisen ligge på fortovet på Skt. Jørgens Gade i centrum af Odense. Bilisten alarmerede politiet, og grisen blev hurtigt indfanget.
»Bagklappen på lastbilen var sprunget op, hvorved grisen så sit snit til at undvige turen til slagteriet,« forklarer vagthavende hos Odense Politi til Fyens Stiftstidende.
[add:14]
Efter den lille udflugt kunne grisen ikke komme med på slagteriet, fordi den havde fået flere blå mærker og blodansamlinger.