ATL bekymret over tachograf-forvirring
De seneste tvetydige meldinger fra Bruxelles har skabt forvirring blandt vognmænd og chauffører, og fra ATL's side er man heller ikke begejstret over udsigten til endnu mere usikkerhed om indførelsen af den digitale fartskriver, som allerede er blevet udskudt én gang.
Ændringerne af køre-hviletidsreglerne bliver først endeligt behandlet i EU-Parlamentet i det nye år. Og man forventer, at den endelige tekst bliver offentliggjort i april.
Den netop opnåede enighed i EU om ændring af køre-hviletidsreglerne ser ud til at få indflydelse på tidspunktet for indførelsen af de digitale fartskrivere, som så først vil blive påkrævet 1. maj. Herhjemme holder Justitsministeriet dog indtil videre fast i datoen 1. januar 2006.
[pic:9156]»Der ikke er lang tid til årsskiftet. Så det er noget rod, at virksomhederne ikke kan få klar besked. Man har brugt mange år på at udvikle den digitale tachograf, og nu er det pludseligt usikkert, hvornår den faktisk skal indføres. Det gør det vanskeligt for vognmændene at disponere og at planlægge indkøbet af nye lastbiler, « siger André Rouvillain, afdelingschef i ATL.
»Samtidig er vi bekymrede for, om forvirringen vil medføre ekstraomkostninger for dem, der installerer digitale fartskrivere, som er programmeret efter de [add:9]nuværende køre-/hviletidsregler. Vi ved ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre at nå at ændre programmet, inden de nye regler træder i kraft 1. maj. Det er meget utilfredsstillende,« udtaler han.