23948sdkhjf

Debat: Se på hele transportkæden

Hans Hougaard, Taulov har sendt dette indlæg i debatten om de nye bødetakster:

"Jeg forstår ikke de parter - inklusive vognmænd - der siger, at nu må man virkelig holde op med at klynke over de nye bødetakster. Vi er enige om, at reglerne skal overholdes, men jeg mener kilden til problemet skal søges længere ude i den kæde, hvoraf chaufføren og vognmanden kun er et enkelt led.

I dag er næsten alle transporter terminsbestemte. Det er ikke kun grøntsager, blomster og fersk fisk - det gælder også søm, skruer, pap, batterier osv. osv. Moderne logistik er baseret på just-in-time. Det betyder, at en produktionsvirksomhed kun har et absolut minimalt lager af råvarer liggende. De varer, der indgår i produktionen, ankommer i lige nøjagtig den takt de skal forbruges, og det sker selvsagt for at reducere "død" kapital bundet i et lager.

Hvem skal have regningen?

Alle tiltag inden for logistik og produktions-planlægning går i retning af det man kalder

supply chain management

, og det er i bund og grund det samme som ovenfor beskrevet.

Som jeg ser verden, så er det store spørgsmål: Hvem skal have regningen for den usikkerhed, den grad af uforudsigelighed, der ligger i landevejstransport ?

Bilkøer, uheld, mekaniske defekter, vejarbejde osv. osv. er altsammen faktorer, der kan forsinke en transport.

Den føromtalte just-in-time logistik er beregnet med ganske små marginer. Der er simpelt hen ikke råd til at indkalkulere en evt. forsinkelse på to timer på hver eneste transport, blot for at sikre at man ikke løber tør for køretid. Der er ej heller råd til at bemande transporten med en ekstra chauffør ..... blot for en sikkerheds skyld.

Chaufføren som elastik

Det vil sige, at indtil nu har vognmanden/chaufføren kunnet bruges som elastik. Og der ER behov for en elastik.

Den elastik har kunnet forsvares, fordi man ikke sætter andres liv og lemmer på spil ved at køre 1/2 -1 time over sin rådighedstid, med henblik på at være fremme ved Partihallerne i Stockholm med et læs frugt. Hvis man var gået i seng 1 time før Stockholm, var læsset med stor sandsynlighed blevet afvist modtagelse, når man kom 9 timer senere!! Og så er man der igen: hvem skal betale den regning ?

Givet de nye bødetakster, har man valgt den nemme løsning, og slået ned på det nemmeste offer i hele kæden: vognmanden og chaufføren. Det er symptombehandling, så det fløjter !!

Kultur skal ændres

Landevejstransport er og bliver en delvis uberegnelig størrelse. Alt kan ske - og sker. Hvem, kære folketingsmedlemmer som har stemt bødetaksterne igennem, skal bære risikoen og byrden for den usikkerhed ?

Det er overhovedet ikke et spørgsmål om at banke nogle civilt ulydige chauffører på plads. Det er en hel kultur i vores samfund og inden for vores produktionsapparat, som skal ændres. Det gøres ikke ved at ruinere chauffører og vognmænds privatøkonomi."

Hans Hougaard
Slåenvej 22, Taulov
7000 Fredericia

[add:3]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078