Satser på kamera og centralsmøring
Povl Møllers Maskinfabrik A/S koncentrerer sig på messen i Herning om at slå et slag for to produkter, som dækker et bredt felt, nemlig centralsmøring, samt kamera og monitor til lastbiler.
»Vogel centralsmøring og Orlaco kamera- og monitor løsninger står for øget driftsikkerhed og kort tilbagebetalingstid,« siger produktchef Ulrich Pade, Poul Møllers Maskinfabrik.
Centralsmøreanlægget med flydefedt er specielt egnet til lastbiler og alle slags specialkøretøjer. Det er bl.a. bygget op med en elektrisk betjent tandhjulspumpe, der arbejder, indtil dosèrkamrene i selv den fjerneste fordeler er fyldt med flydefedt. Når alle kamre er fyldte, stopper pumpen, hvorefter stemplerne i fordelerne presser smøremidlet ud til de enkelte smøresteder.
Det andet produkt, som består af kamera og monitor, sørger for at fjerne den blinde vinkel, også under drejning. Systemet kan både arbejde manuelt og automatisk. Kameraets linse er opvarmet, så det kan arbejde under alle forhold, og hærdet glas sikrer, at linsen ikke får ridser.